Søg i bloggen

torsdag den 20. juni 2013

Ferienørklerier

Vi holder jo lukket i butikken fra på lørdag og 14 dage frem. Men det betyder ikke, at jeg holder fri fra håndarbejdet.

Jeg har fundet mit "camping-hækletøj" frem, som jeg startede på sidste år i Italien og ikke fik færdiggjort.


I sådan en sommervarme på en sommerferie i Italien, skal jeg kun sidde med små ting, så jeg begyndte at hækle lidt anderledes oldemorfirkanter, som skal ende ud i et stort tæppe. Hver firkant måler 14 x 14 cm og sidste år fik jeg hæklet 52 stk.

I år skal jeg være færdig, og det er ikke urealistisk for sidste år lavede jeg andre ting også - blandt andet en vest- men i år skal tæppet være færdigt.




Et sted bag i skabene fandt jeg også et andet projekt, som jeg købte for år tilbage på en Middelfart messe og som jeg aldrig har fået startet på. 

Bare farven bliver jeg så glad af.



Jeg prøver at liste det med i bilen.

Hvis nu...

søndag den 16. juni 2013

Ellen Holm hos Naturligheder... og gedeklip :-)

Jeg har besluttet mig for at forhandle Ellen Holms smukke designs.

 

Ellen Holm designer strikkede modeller, hvor der er oplyst løbelængde og strikkefasthed. Det vil sige, at du ud fra dette, frit selv kan vælge, hvilket garn der passer og som du vil strikke i.

Ellen Holm er freelance strikkedesigner og du har temmelig sikkert set hendes skønne designs i diverse blade.

I løbet af ugen der kommer, vil hendes modeller være at finde i min butik.

Du kan se mere her: www.ellenholm.blogspot.dk


      



Så var det endelig blevet tid til sommerklipning af gederne. Det har været et stykke tid, men i går blev det så vores tur til at få besøg af klipperen.


Fåreklipperen, Per Ploug, der i vores tilfælde jo er gedeklipper, er bare utrolig dygtig og i løbet af ingen tid...


er damerne klippet...

og nyder livet...

mandag den 10. juni 2013

Hønseglæde og -tragedie

Ræven har været på besøg igen og taget 18 (ja, læs 18) af vores smukke høns.

Så nu har vi 3 høns, der stadig render rundt i forvildet choktilstand, og hverken aner ud eller ind, og 2 høns der ligger og ruger OG har fået kyllinger.




Det gør stadig ondt langt ind i sjælen over den oplevelse; men hvis man skal finde noget positivt, så tog ræven da ikke vores gæslinger. Nu har vi dem og kyllingerne at glæde os over.

Suk, nu er det foreløbig slut med alle de lækre "hjemmelavede" æg.

Når man er vant til egne æg er det ikke til at spise købeæg med farveløs blomme. :-)


Vi skal have høns igen; men det må vente til vi kommer hjem fra sommerferie.


Se en smuk lille kylling. 


De ligger på henholdsvis 9 og 11 æg hver, og der er foreløbig ruget 5 ud.

Så der er noget at glæde sig over og glæde sig til...






mandag den 3. juni 2013

Sommerferie hos Naturligheder...

Vi trænger til sommerferie, så vi holder sommerferielukket fra lørdag den 22. juni til og med lørdag den 6. juli.

Det indebærer så, at strikkecaféen, der normalt er første mandag i måneden, vil blive rykket til mandag den 8. juli. 

Vores store drenge og deres kærester bliver hjemme og passer hus og dyr. Så hvis der er noget presserende, du mangler, så kan du godt ringe, så åbner de butikken, hvis de er hjemme.






Jeg er blevet færdig med pigetunikaen. Den har fine hæklede borter og var sjov og nem at lave, så nu har jeg fået bestilling på en i lyserød.

Husk der er strikkecafé i aften...