Søg i bloggen

fredag den 29. marts 2013

hævemasker eller farveslip-teknik

Jeg er fascineret af strik med hævemasker/farveslip-teknik.
To navne for samme strikketeknik.
Teknikken udføres ved at nogle masker strikkes, mens andre tages løst af.
Det er en meget meget let måde at strikke mønster på i flere farver. Mønstrene kan se farvestrålende og vanskelige ud, men er både lette og hurtige at strikke, idet der kun strikkes med en farve ad gangen.


Jeg fandt dette gamle mønster og syntes det kunne fungere godt på en herresweaters.

Sweateren er strikket i det islandske uld Létt-Lopi på pinde nr. 5½, så det går temmelig hurtigt. Hvis man ikke er så hærdet, så man synes islandsk uld er sagen, så kan den sagtens strikkes i Lama-uld fra Strikkebogen.dk. 

Strikkefastheden er 18 m på 10 cm.

Mulighederne for mønstre er uendelige med hævemasker, så det er bare at lade fantasien råde.

Glædelig Påske...

lørdag den 23. marts 2013

Nye design fra Geilsk




 Jeg har fået Geilsk nye design hjem
Trekantsområdet i Bomuld og uld                    Blomsterskrud i Tynd uld

og jeg skal simpelthen have strikket dem begge to. Mønstret på det sjal.... ja, det er sjældent smukt.



Jeg kan høre i radioen, at det er en smuk dag med sol.

De fortæller heldigvis da også, at på Sydsjælland, Møn, Lolland og Falster kan der forekomme enkelte sne byger og kraftig blæst - især ved Østersøen.

Ja, nu forholder det sig sådan, at vores ejendom ligger i 1. række ud til Østersøen, så her har vi det "svært fremkommeligt". Billedet øverst viser vejen hen til vores ejendom og nej, man kan ikke se, hvad der er vej og hvad der er mark.

Jeg beklager meget for alle de kunder der har prøvet at komme til min butik...




Vi har normalt en helt plan græsplæne; men nu ligger der bjerge af sne til stor fryd for hunden og de mindste børn :-)



I dag er det første dag, hvor landskabet bare er smukt - og første dag med solskin, så vi har været ude og prøve at se det smukke i situationen.

God weekend.


                    







tirsdag den 19. marts 2013

Snestorm og strikkevejr


Så kom snevejret til Falster.

I morges så det ikke slemt ud, men nu er børnene hentet fra skole inden vejene helt lukker til.

Pandekagedejen er rørt sammen og de levende lys er tændt, så nu er det bare at sætte sig, kigge på lidt forårsblomster og så finde strikketøjet frem. (Jeg glemmer alt om vasketøjsbunken, papirbunken der skal sorteres og støvsugeren der burde findes frem)


Desværre betyder vejret også, at strikkecafeen er aflyst i aften. Det er et STORT minus; men det er nærmest umuligt at komme frem til Havlykkegaard. Det er ikke så meget det, at der falder sne. Det er mere blæsten, der får det til at fyge til på få øjeblikke.


Jeg har strikket halsrør i lange baner. De er strikket i lamauld og varmer rigtig dejligt.

Da jeg startede på dem, troede jeg, at det var lidt sent på sæsonen og foråret var på vej; men nu har de vist deres værd og bliver brugt flittigt.








Opskriften bliver lagt ud på bloggen. Skynd dig at strikke een selv. Mønstret er nemt og sjovt at strikke og der går kun tre nøgler garn til.

lørdag den 16. marts 2013

Franks cardigan



Så blev Franks cardigan færdig.

En dejlig varm sag, som er strikket med en tråd Lett-Lopi og en tråd Arwetta Classic.


Jeg er tilfreds med resultatet

Frank er glad for resultatet

Så alt er som det skal være.





Vejret er flot men koldt. Det er lidt svært at forestille sig, at landet skal blive indhyllet i sne. Først et lille drys i eftermiddag og så et voldsomt snefald på mandag/tirsdag.

Ja, jeg tænker jo straks på strikkecafeen tirsdag aften.
Lad os se, hvordan landet ser ud på tirsdag.

I kan læse på min hjemmeside, hvis jeg er sneet inde og strikkecafeen er aflyst.

God weekend...



tirsdag den 12. marts 2013

Lækkert islandsk garn og årets første kid

Så er årets første kid ankommet.


Det er bare det bedste tegn på forår, når gedekiddene begynder at komme. Det er helt fantastisk - der går ikke lang tid, fra de er født, til de hopper rundt og ligner små hvide engle.



Det er godt at have en dejlig varm stald, når nu temperaturen ikke rigtig viser forår endnu.




Turen til den Islandske Ambassade var en oplevelse:


Der blev vist plantefarvning af garn

og mange forskellige lækre islandske garner




fortalt om islandsk uld og historie

der var forskellige workshops

og så blev vi trakteret med kaffe, islandsk kildevand og islandske klejner

og der var en lille goodiebag med nogle nøgler garn og en opskrift.


Joh, arrangementet var fint tænkt, men ambassaden var for lille i forhold til det antal mennesker, de havde inviteret. Jeg tror, alle de mennesker der var der, gerne ville have haft lidt mere plads, så man rigtig kunne fordybe sig i de ting, der blev præsenteret.

Men jeg havde en skøn dag og takker endnu en gang for invitationen...

onsdag den 6. marts 2013

Invitation fra den Islandske Ambassade

I morgen er jeg inviteret på den Islandske Ambassade til "en inspirerende præsentation af Islandsk uld i Danmark - behandling, strikning, design -"

Vi skal høre om traditionel og økologisk farvning af uld. Se økologiske varer og behandlingsmetoder. Der er workshops og modeshow. Jeg glæder mig til at fortælle om oplevelsen her på bloggen, når jeg er kommet hjem igen.

Mon ikke næsten alle forhandlere i Danmark er inviteret. Ja, jeg ved det ikke; men jeg glæder mig, og tager med spænding til København i morgen.



Jeg synes, jeg har haft nogle travle dage, så jeg er ikke blevet færdig med mit halsrør endnu; men det bliver jeg i aften. Jeg skulle gerne have et nyt strikketøj med i toget i morgen.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har kørt i tog, så det bliver næsten helt hyggeligt...


mandag den 4. marts 2013

Halsrør af Lama-uld

Hele familien var ude i weekenden og nyde årets første forårsdage og hold da op, hvor har det været nogle skønne dage. Det er bare med at få suget nogle D-vitaminer, så resterne af vinterens forkølelse kan fordufte.




Jeg er startet på et halsrør i Lama-uld fra Strikkebogen.dk (undskyld Frank, jeg mangler stadig ½ ærme på din cardigan). 

Jeg synes bare, at det simple mønster er så morsomt at strikke, og et halsrør kan man altid bruge. Selv om kalenderen viser marts, så er det godt med noget varmt om halsen.

Som før skrevet så mangler jeg ½ ærme på Franks cardigan + krave og montering; men jeg har lovet mig selv ( og Frank), at jeg ikke går i gang med noget nyt, før den er afleveret til ham fix og færdig.



Jeg har fået det endelige kursusprogram fra Sanne (Rasmilla) til torsdag den 18. april kl. 18.30. Det lyder som følger:




Fiduser og Finurligheder.

På denne workshop lærer du alskens tricks, fiduser og finurligheder i strik.
Alt sammen ting der kan gøre dit strikkeliv lidt lettere og samtidig give dit strik et top-professionelt look.
På workshoppen kommer vi godt omkring, fra lukkede opslagninger, usynlige vendinger, klip i strik og alt muligt derimellem. 
Medbring: Strømpepinde 3-3½ og 5, 2 stk rundpinde nr 5, stoppenål, lille saks - kort sagt medbring gerne hele "værktøjskassen".

Kurset varer fra 18.30 til 21.30 og koster 350,- kr.

Håber vi ses...